Vinteren kommer! Har du styr på overtøjet til dit barn?

Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og som vi ved, bringer den både regn og rusk, sne og kulde med sig. Det skiftende og ustadige vejr betyder heldigvis ikke, at man skal sætte alle udendørs aktiviteter på pause, men det kræver dog en smule mere forberedelse på beklædnings-fronten.

For at undgå at dit barn ender med snotnæse og feber allerede efter første dag med kulde, gælder det om at have styr på vintergarderoben, inden vinteren for alvor gør sit indtog i Danmark.

Vinterstøvler, der holder fødderne lune og tørre

Vi kender det alle! Når først fødderne er blevet gennem-kolde, så følger resten af kroppen snart trop. For børn betyder kolde fødder dog sjældent, at legen stopper, og derfor er det ekstra vigtigt at sikre, at dit barn har varmt fodtøj på, når de begiver sig ud i det danske vintervejr. Her kan en termostøvle med vandtæt ydre være en fordel, specielt for mindre børn. Den snøreløse type er hurtig og nem for barnet selv at smutte i. Det vandtætte ydre sørger for at holde vand og mudder ude, mens termoforet gør, at de små fødder forbliver dejligt lune.

For større børn, hvor design vejer lidt tungere, og hvor snørebånd ikke volder nogen problemer, kan en snørestøvle være vejen frem. Der findes efterhånden mange støvler til børn, som rammer ind i tidens trend uden at gå på kompromis med de praktiske egenskaber. Støvlerne kan man behandle og vedligeholde med imprægneringsspray, så de skyr både vand og skidt og med et par varme vinterstrømper i støvlerne, kan selv den højeste snedynge bare komme an.

Flyverdragten – en vinterklassiker

De fleste af os har nok på et tidspunkt i vores barndom, været at finde på legepladsen i en lun flyverdragt, med mudder på knæene og røde kinder. Flyverdragten er en klassiker i vintergarderoben og nærmest uundværlig for det aktive barn, da den kan holde både regn, mudder og den mest bidende vind på afstand. Der er ingen fare for, at overtøjet “skiller på midten”, bedst som dit barn er godt i gang med legen, og de fleste flyverdragter til børn er udviklet med både design og kvalitet i tankerne.

En god flyverdragt behøver ikke koste en formue eller ligne noget, der designmæssigt har leder tankerne tilbage til 70’erne. Hvilke specifikationer dit barn har behov for, afhænger naturligvis af hvornår, og i hvilke situationer flyverdragten skal benyttes, men grundlæggende gør du klogt i at sikre, at dragten er vandtæt, vindtæt og åndbar. Der findes mange forskellige grader af vandtæthed, men en vandtæthed ved vandsøjletryk på 3.000 – 4.000mm er ifølge Teknologisk Institut nok til almindeligt brug, også selvom dit barn sætter sig på rumpen i en vandpyt.

Er du på udkig efter en ny flyverdragt, kan du hos Dansk Outlet finde flyverdragter til børn i mange forskellige prisklasser, kvaliteter og designs, så der er helt sikker en dragt, der falder i både din og dit barns smag.

Luffer og handsker til al slags vejr

Fingerhandsker eller luffer. Strikvanter eller vandtætte vinterhandsker. Hvilken type vante, der er brug for til dit barns vintergarderobe, afhænger både af alder, vejr og situation. Et par strikluffer kan sagtens være gode til at holde fingrene varme på en typisk grå decemberdag, men de er nu ikke så anvendelige i en heftig sneboldkamp. Derfor kan det være en god idé at have flere forskellige par, så der både er til de dage med gråvejr og plusgrader og de dage hvor sneen vælter ned, og der skal bygges snemænd.

Varme ører

Fra yderste tåspids til toppen af hovedet – det gælder om at være godt beskyttet når frosten for alvor bider. Specielt ørene kan være kuldefølsomme, og det kan ligefrem gøre ondt, hvis man får rigtig kolde ører. Derfor er det også vigtigt, at dit barn har en god hue på, når det skal udendørs. De fleste af os har måske prøvet at være iklædt en hue, der falder ned i øjnene, strammer om ørene eller kryber op og sidder på toppen af issen som en kalot? Hvis dit barns hue ikke sidder rigtigt, så er der stor chance for, at den bliver efterladt i garderoben eller et sted på legepladsen, og der er den jo ikke meget bevendt.

Det gælder derfor om at finde en hue, der er varm nok til vinter, men uden at være så varm, at barnet koger over. For mindre børn kan en elefanthue være smart, både fordi man ikke risikerer, at barnet taber huen, men også for at give varme omkring halsen. For større børn, der gerne vil se smarte ud, er en lækker strik- eller fleecehue bedre, og de kan så supplere med et varmt halstørklæde på de helt kolde dage.

Nu er der styr på vinterbeklædningen fra top til tå, og dit barn er klar til alt det, en god dansk vinter kan byde på.