For et par uger siden var jeg i byen med mine veninder. Vi skulle fejre, at Sanne havde fået en forfremmelse på jobbet, og vi endte hurtigt på en bar i midtbyen. Det var her, jeg mødte “fyren i den grønne militær tanktop”.

“Okay, du skal ikke kigge,” betroede Sanne sig til mig, da vi stod oppe i baren “men fyren i den grønne militær tanktop i den anden ende af baren står altså og tjekker dig ud.” Det var meget svært ikke at kigge, og da jeg endelig gjorde, var han selvfølgelig væk. Typisk. Aftenen gik, og jeg forsøgte at få øje på fyren i den grønne militær tanktop, men kunne ikke se ham nogen steder.

Et par timer og en del drinks senere stod vi og dansede på dansegulvet, og pludselig så jeg ham. Fyren i den grønne militær tanktop! Han havde også set mig. Vi havde øjenkontakt i lang tid, indtil han endelig gav tegn til, at jeg skulle komme over til ham.

“Hej” sagde jeg. Han smilede og lænede sig ind til mig: “Ved du godt, at du hiver rundt på halvdelen af toiletrullen under skoene?”

Jeg kiggede ned og ganske rigtigt. Et langt stykke toiletpapir havde hægtet sig fast under min hæl.

Fedt.