Det lyder måske lidt mærkeligt at brokke sig over noget som dette, men jeg synes altså bare, det kunne være meget sjovere, hvis de der plasticposer, der ligger ved siden på disken i supermarkedet, var lidt pænere og i øvrigt var af bedre kvalitet. Jeg synes nemlig tit, de ikke holder ret længe. Selvfølgelig kan de sagtens bære mine varer, men når jeg kommer hjem, ser de helt slidte ud.
Jeg plejer gerne at bruge min egen taske eller et net, når jeg handler ind. Måske fordi jeg er lidt snobbet på det område, men jeg synes altså, det ser bedre ud end at komme gående med en voldsomt nedslidt pose.
De gange, hvor jeg har glemt en taske eller et net, når jeg skulle ud og handle, har jeg selvfølgelig været nødt til at købe plasticposer til mine varer, men så har jeg bare brugt poserne til skraldepose bagefter.
Hvis nu de lavede deres plasticposer lidt pænere og af bedre kvalitet, kunne man jo bruge dem til at handle ind med flere gange, hvilket samtidig ville være godt for miljøet, tror jeg.